Vidensdeling til gavn for dine kolleger

Historisk set har vi altid delt viden. Erfaringer er blevet overført fra generation til generation, og undervejs har vi skrevet en masse information ned i bøger og på dokumenter. Men efterhånden som vi har fået mulighed for at kommunikere på kryds og tværs ved hjælp af teknologi og ikke mindst via internettet, har vidensdeling fået en endnu større betydning i samfundet. Der er overordnet set to slags viden – implicit og eksplicit.

Barrierer ved vidensdeling

Der er uden tvivl fordele ved at vidensdele. Men det skal samtidig siges, at det nogle gange er lettere sagt end gjort. For der er også en liste over ulemper eller barrierer, der afholder dig og dine kollegaer fra at vidensdele.

  1. Information overload Det nok mest åbenlyse problem med at vidensdele er, at opleves af information overload. Når alle deler deres viden, kan det med ét blive svært at finde det, man leder efter. Der er simpelthen alt for meget information til stede. Dette problem kan opstå, når medarbejderne er så glade for det, de har lavet, at de synes, alle skal have del i det, også selvom det ikke er relevant for andre. Så ved at opmuntre til at alle skal benytte sig af vidensdeling, kan man i virksomheden gå hen og skyde sig selv i foden. Det bliver nærmere en omstændelig gang detektivarbejde end en fordelagtig proces.
  2. Usikkerhed Medarbejderne gør ikke en indsats for at dele deres viden. Der er så at sige barrierer, der forhindrer vidensdelingen i at finde sted. En af disse barrierer handler om, at medarbejderne frygter, at deres materiale ikke er godt nok til at blive delt. Det er den omvendte situation af information overload. Ingen ønsker at dele noget som helst. Usikkerhed er i dette tilfælde den største grund til at holde viden for sig selv. Hvad nu hvis ingen andre synes, at dine idéer er gode? Hvad nu hvis dine kollegaer finder fejl i det, du har lavet? Hvad nu hvis …? Det er tanker som disse, der typisk holder dig tilbage.
  3. Viden er magt En helt anden grund kunne være, at du ikke ønsker at dele din viden. Det er trods alt viden, du har opnået gennem hårdt arbejde, så hvorfor skulle du servere det på et sølvfad for nogen, der ikke har lagt lige så mange timer i det, som du har? Nej, vel. Viden er som bekendt magt. Så ved at dele ud af din egen viden, afgiver du i virkeligheden magt. Det er ikke nogen smuk tanke at have, men den er helt normal. Vi bør allesammen dele nyttig viden og hjælpe hinanden, men det er ikke sikkert, at vi har lyst til det.
  4. Tidskrævende Selve arbejdet med at uploade information og tilpasse det, så alle kan forstå, hvad det drejer sig om, er tidskrævende. Det var jo meningen, at du skulle spare tid, så hvorfor spilde energi på at sidde foran computeren og dele ting, du allerede har kendskab til? Det har nærmest den modsatte effekt. Der er så mange ting, der er vigtigere at bruge tid på end det. Det er i hvert fald sådan, du føler.
  5. Præference for egen viden Medarbejderne har ikke noget imod at dele ud af deres viden, men de har ikke lyst til at modtage det. Dette skyldes, at de er så forelskede i deres egne idéer, at de ikke ønsker at bruge andres. Ved at holde sig til deres egen kendte viden, behøver de ikke sætte sig ind i ny information, som kan vise sig at være af tvivlsom kvalitet. Det er et spørgsmål om at holde sig til det man kender, og ikke ”spilde” tid på at finde bedre løsninger. For hvorfor prøvet på at fikse noget, der ikke er i stykker?

Hvad bør du dele med dine kolleger?

Brug nedenstående spørgsmål til at afgøre om du bør dele din viden.

  • Eksisterer der i forvejen tilsvarende materiale, der gør, at mine dokumenter (med information/eksplicit viden) er overflødige?  Hvis ja, er der ingen grund til at gå videre. Hvis nej, er der grund til at dele din viden.
  • Hvordan kan mine dokumenter hjælpe mine kollegaer? Hvis du ikke kan svare på dette spørgsmål, kan du lade dokumenterne være. Har du et godt svar, så gå videre med dine idéer.
  • Er kvaliteten god nok – ville du selv kunne få noget ud af dokumenterne, hvis du var i dine kollegaers sted? Hvis ja, så er det tid til at uploade dine dokumenter. Hvis nej, så trænger de til en finpudsning inden du fortsætter.

Er der god grund til at dele din viden? Så gør dine kollegaer en tjeneste og gør den information, du ligger inde med, tilgængelig. Vidensdeling er ”a two way road”. Dine kollegaer kan kun drage fordel af din vidensdeling, hvis du vælger at dele den.

Og du kan kun høste frugterne af deres erfaringer, hvis de vælger at lægge deres materiale tilgængeligt. Altså kræver en succesfuld brug af vidensdeling, at du afsætter lidt tid til at uploade relevante filer. Men på sigt kan det spare dig meget tid, hvis dine kollegaer gør det samme. På den måde kan du skyde genvej i dine fremtidige projekter, og du undgår at skulle opfinde den dybe tallerken om og om igen.

UA-8832114-1